Maja og Vilmer — “Godmorgen skat” uden ord

Det var en ting, jeg blev ved med at græde over i de første uger: at jeg ikke kunne sige godmorgen til ham, når han vågnede.

Vilmer fik diagnosen, da han var tre måneder gammel. Ventetiden på høreapparater føltes uendelig. I mellemtiden lå vi i sengen om morgenen, og jeg kiggede på ham mens han kiggede på mig — og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre med min stemme.

En morgen viste min mand mig tegnet for “godmorgen”. Vi øvede det i spejlet inden Vilmer vågnede. Da han slog øjnene op, formede jeg det langsomt med hænderne, mens jeg smilede. Han kiggede på mine hænder. Han kiggede på mit ansigt. Og så grinede han.

Det var det første rigtige svar, jeg fik fra ham. Ikke et ord. En forbindelse.

Et år senere

Nu er Vilmer ét år. Han har høreapparater på det meste af dagen og er begyndt at pludre voldsomt. Men når vi tager apparaterne af om aftenen, eller når han er i bad, eller når han vågner midt om natten — så har vi stadig vores hænder. Og det er en tryghed for os begge.

Tegnsprog blev ikke noget vi valgte mellem talesprog og tegn. Det blev et både og. En ekstra vej til hinanden, som altid er åben.

Hvad jeg ville sige til andre forældre

At det er okay at græde. At det er okay ikke at vide noget endnu. Og at I sagtens kan begynde i dag — også selvom I kun kan ét tegn.

Begynd med “elsker dig”. Begynd med “godmorgen”. Det er nok.