Familien Rasmussen — fra bekymring til fælles sprog

Da Sigrid var omkring to et halvt år, begyndte vi at lægge mærke til, at hun blev frustreret. Hun ville sige noget — det kunne vi se på hende. Men ordene kom ikke.

Vi gik gennem alle de sædvanlige bekymringer. Var det noget med ørerne? Var det noget med hjernen? Var det noget vi havde gjort? Vi mødtes med en talepædagog, der var meget rolig og meget klog, og hun sagde:

“Hun har masser at sige. Hun mangler bare en kanal.”

Vi prøvede tegn

Vi startede småt. Tegnet for “mere”, tegnet for “færdig”, tegnet for “vand”. Inden for to uger brugte Sigrid alle tre tegn flydende. Inden for to måneder havde hun et lille ordforråd på tegn — og hendes frustration faldt mærkbart.

Det interessante var, at hendes talesprog også begyndte at komme. Det var som om de to spor støttede hinanden. Hun var ikke længere “barnet der ikke kunne sige noget”. Hun var et barn med to måder at sige noget på.

I dag

Sigrid er fire år nu og snakker rigeligt — både med stemme og hænder. Når hendes storesøster har venner på besøg, lærer hun dem at tegne deres navne. Det er hendes yndlings-leg.

Hvis nogen havde fortalt mig for to år siden, at vi ville være endt sådan her, havde jeg nok ikke troet på det. Men her er vi. Med to sprog i huset, og en datter der bruger dem begge.